Hårde

hvidevarer

Opvaskemaskine

Når du skal købe ny opvaskemaskine

Hvad enten du er førstegangskøber eller erfaren opvaskemaskineejer er det vigtigt, at du på forhånd har orienteret dig om, hvilke krav du skal stille til din og familiens nye maskine.

Der er mange varianter at vælge imellem når husholdningens nye opvaskemaskine vælges

Før du køber

Inden du begiver dig ud i at anskaffe en ny opvaskemaskine bør du finde ud af, hvor i dit køkken, den skal stå. Tjek, at der er mulighed for tilførsel af el og afløb til opvaskemaskinen. Maskinen bør ikke placeres for tæt på træ- og andre sarte overflader, idet eventuelle ventilationsåbninger kan beskadige disse. Sørg for, at der er mulighed for, at maskinen kan tilsluttes 230 volt med 10 amperes sikring og egen sikringsgruppe.

Hvis maskinen ikke skal installeres fast, men tilsluttes vandhanen, for eksempel med en lynkobling, skal du sørge for, at den vandhane, der skal bruges, kan klare trykket. Desuden skal du overveje, hvis du har tænkt dig at købe en bordopvaskemaskine, at denne type larmer mere end almindelige opvaskemaskiner. For at isolere støjen er det derfor en god ide, at bygge bordopvaskemaskinen ind i et skab.

Energiråd

Det allerførste, du skal tjekke, er energimærkningen på den nye opvaskemaskine - her er mange penge at spare. I energimærkningen indgår opvaske- og tørreevne samt forbruget af energi. Energimærkningen rangerer fra A til G, hvor A er det mest energirigtige og klassificeringen G gives til apparater, der er mindst energirigtige. Der er stor forskel på, hvor meget vand, opvaskemaskiner bruger. Spørg derfor forhandleren om vandforbruget og vælg en maskine med et lavt forbrug - det kan spare dig mange penge i den sidste ende. Desuden bør du overveje, at maskinens kapacitet bør svare til det behov, du har. I sagens natur vil en stor maskine bruge mere vand, end en lille, så hvis I kun er en eller to personer i husstanden, er en bordopvaskemaskine det mest energirigtige valg.

Maskinens indretning

Sørg for at købe en opvaskemaskine, der er fleksibelt indrettet, så der kan flyttes rundt på kurve, skuffer og riste. Kurvene bør være rummelige og godt udformede og der skal være plads til tallerkenerne i højden. Mål eventuelt dine tallerkener, inden du går i gang, så du ved hvilken størrelse, du er ude efter. Du vil værdsætte, at bestikkurven har hank, så den let kan tages op og sættes tilbage på plads. Desuden bør den have mange, men ikke for små, rum. Hvis rummene er for små, kommer bestikket nemt til at står for tæt og madrester kan nemmere sætte sig fast.

Betjening

Opvaskemaskinens programmer bør være tydeligt markerede og maskinen bør være nem at indstille. Hvis du ikke intuitivt forstår, hvordan maskinen skal betjenes, bør du kigge dig om efter en anden. Sørg for, at vælge en maskine, hvor du nemt kan følge programforløbet, så du ikke kommer til at åbne lågen i utide.

Rengøring

Du bør vælge en maskine, der er nem at rengøre. For eksempel er det vigtigt, at filteret kan tages ud, så det nemt kan renses. Sørg for, at opvaskemaskinens beholdere til salt og afspændingsmiddel har en indikator, der viser, hvornår de skal fyldes.

 

Vi anbefaler