Når du skal købe ny mikrobølgeovn
Microbølgeovnen har efterhånden vundet indpas i mange danske hjem og mange har nok svært ved at leve uden. Hvis du overvejer at anskaffe dig en mikrobølgeovn er der et par ting, der er vigtige at have i baghovedet. Vi har samlet de vigtigste tips her.

Før du køber
Som udgangspunkt er det, en mikrobølgeovn er bedst til, at varme mad op. Der findes dog flere typer af ovne med forskellige udvidede funktionsmuligheder. Du skal gøre op med dig selv, om mikrobølgeovnen skal være et supplement til din almindelige ovn, eller om pladsmangel gør det hensigtsmæssigt at anskaffe en kombiovn. Du kan også vælge en mikrobølgeovn med grill og/eller varmluft og damp, så den kan bruges til lidt flere ting end "bare" at varme fødevarer op. Grill er for eksempel godt til at give madvarerne en sprød overflade og damp er rigtig godt til tilberedning af grøntsager. Hvis du vil bruge ovnen til regulær madlavning skal du vælge en, der kan rumme mindst 20 liter.
Energispareråd
En mikrobølgeovn bruger mindre energi, end en almindelig ovn, idet varmespildet er mindre. Derudover tilbereder den maden hurtigt og skal ikke varme op før brug. Til gengæld bruger standbydisplayet på mikrobølgeovnen energi, så hvis du vil spare på elregningen og miljøet, er det en god idé at hive stikket ud eller slukke på kontakten, når ovnen ikke bruges.
Madlavning
Tilberedning af mad i mikrobølgeovn adskiller sig meget fra at lave mad i en almindelig ovn. Det er derfor en rigtig god idé at tjekke, om der følger en kogebog med ovnen, hvis du vil bruge den til andet end til at poppe popcorn, varme drikkevarer og andre basale ting. Ofte er det dog alligevel nødvendigt, at du eksperimenterer dig lidt frem, når du har fået ny mikrobølgeovn.
Betjening
Vælg en mikrobølgeovn, hvor knapper og symboler er tydeligt afmærkede og let forståelige. Det kan være svært - det virker lidt som om, at mikrobølgeovnsfabrikanter ikke tester deres ovne på rigtige mennesker, før ovnene bliver sat i produktion. Under alle omstændigheder bør du læse brugsanvisningen, før du går i gang. Da det er svært at vide, hvor længe maden skal have og idet mikrobølgeovne tilbereder meget hurtigt, er det en fordel, hvis den ovn, du vælger kan stilles med små intervaller. Det er også en fordel, hvis ovnen har "genvejsknapper", så du for eksempel hurtigt kan opvarme en kop kakao ved tryk på en enkelt knap. Nogle ovne kan programmeres til at starte på et bestemt tidspunkt, hvilket er en temmelig overflødig funktion, som der ikke er nogen grund til at betale ekstra for.
Rengøring
Det er meget vigtigt, af hensyn til sikkerheden, at holde ovnens pakninger rene, så lågen slutter godt til. Hvis lågen ikke lukker ordentligt bør du ikke bruge ovnen. Til gengæld er det ret nemt at rengøre mikrobølgeovnen med vand og sæbe, så længe glaspladen inde i ovnen kan tages ud, og det kan den på stort set alle ovne. Du skal være opmærksom på, at du ikke selv kan skifte pæren i din mikrobølgeovn, hvis den springer - den kan kun skiftes af en servicetekniker.