Hårde

hvidevarer

Kummefryser

Når du skal købe ny kummefryser

Man kan godt leve uden en fryser, men til større husholdninger, og hvis man ofte fryser større partier af mad ned, er end kummefryser nærmest uundværlig. Vi har her samlet nogle tips til ting, du skal være opmærksom på, når du står overfor at skulle købe ny kummefryser.

Før du køber kummefryser

Det allerførste du skal gøre dig klart er, om det er en kummefryser, du har brug for, eller om du kan nøjes med en skabsfryser. Kummefrysere er som regel billigere at anskaffe, end skabsfrysere og de bruger tilmed mindre strøm og holder bedre på kulden ved strømsvigt. Til gengæld fylder de mere og kræver mere gulvplads end skabsfrysere. Det kan være svært at overskue indholdet og man risikerer nemt, at noget bliver "glemt på bunden". En kummefryser er bedst egnet, hvis man ofte fryser store mængder af råvarer ned. Hvor stor fryseren skal være afhænger i sagens natur af familiens behov. Hvis I ofte fryser større portioner - for eksempel halve eller hele dyr - ned, så regn som tommelfingerregel med en kapacitet på cirka 100-125 liter per person i husstanden. Hvis du jævnligt har brug for at fryse større portioner er det en god idé, at overveje at købe mere end én kummefryser, idet indfrysningskapaciteten forringes hver gang et nyt emne lægges i fryseren. Indfrysningskapaciteten svarer til den mængde varer, der kan indfryses i løbet af et døgn til -18°C. Hvis du har planer om, at placere fryseren i et varmt rum, skal du vælge en med så høj en indfrysningsevne som muligt.

Energispareråd

Som for andre typer af hvidevarer går energimærkningen fra A til G, hvor A er bedst, men man har indført to ekstra klasser til frysere, nemlig klasserne A+ og A++. Der er store fordele i at vælge den højeste klasse, A++, idet frysere i denne kategori bruger cirka 30% mindre energi, end frysere i kategorien A+. Til sammenligning er der kun 5% forskel i energiforbruget for frysere i klasse A og A+. Desuden er det værd at bide mærke i, at kravene til energiforbrug for kummefrysere er strammere, end for skabsfrysere. En A-mærket kummefryser skal bruge 26% mindre energi, end en volumenmæssigt tilsvarende skabsfryser. Desuden er det en god idé, at holde øje med, om fryseren har det nordiske miljømærke Svanen eller EU's miljømærke Blomsten.

Kummefryserens indretning

Det er en fordel, hvis kummefryseren indeholder mange kurve, der kan flyttes rundt i kummen alt efter, hvilke typer af madvarer, der skal fryses. Sørg for, at kummefryseren er praktisk indrettet, så du hurtigt kan overskue indholdet uden at lukke unødig varme ind - det sparer på energien og skåner dine frostvarer.

Betjening

Det er vigtigt, at fryserens menuer er lette at gennemskue og at temperaturen fremgår tydeligt.

Rengøring

Det er sjældent nødvendigt, at rengøre fryseren på grund af den lave temperatur, der giver bakterier meget ringe udfoldelsesmuligheder. Men ved strømsvigt er det naturligvis påkrævet og da vil det være en fordel, hvis du har valgt en fryser med mange kurve, der kan flyttes rundt og tages op.

 

Vi anbefaler