Fakta om komfurer
Komfuret er i mange danske hjem et af de allervigtigste husholdningsredskaber. Komfurer findes i alle prislejer, men herunder finder du nogle grundlæggende råd, der er gode at have i baghovedet, hvis du overvejer at købe nyt komfur.

Før du køber
Du skal overveje, hvor stort et komfur, du har plads til og hvilke egenskaber, der er vigtige for dig. Du skal også vælge, om du helst vil have et komfur, hvor alt er indbygget, eller om du hellere vil have ovn og kogeplader separat. Sidstnævnte løsning byder på en større grad af fleksibilitet med hensyn til placering af de forskellige elementer og du kan opnå bedre arbejdsstillinger. Til gengæld er det ofte billigere at vælge en alt-i-én løsning. Desuden skal du sørge for, at du har en elinstallation, der kan klare belastningen. Komfuret skal have sin egen elgruppe med flere faser.
Energispareråd
Et gaskomfur er mere miljøvenligt, end et el-komfur, da det er mere effektivt at opvarme. Til gengæld skal du være opmærksom på, at gaskomfurer er mindre gode for indeklimaet, og hvis der er personer med følsomme luftveje i husstanden, kan de blive generet af kvælstofilter fra gaskomfuret.
Hvis du overvejer at købe et elkomfur, er det energimæssigt, og i det lange løb økonomisk, mest hensigtsmæssigt at vælge et med energimærke A eller B. I gennemsnit bruger et A-mærket komfur cirka halvt så meget energi som et G-mærket. Forhold, der gør sig gældende i forbindelse med mærkningen, er blandt andet komfurets størrelse og isolering.
Hvis du har en lille husstand eller ofte tilbereder mindre portioner, kan det være en god idé, at købe en lille bordovn som supplement til komfuret, idet den er meget hurtigere at varme op og derved sparer energi.
Komfurets egenskaber
Du skal overveje, om det er vigtigt, at ovnen i dit nye komfur har grillfunktion eller varmluft. Hvor mange kogeplader du har brug for er også vigtigt at overveje, samt hvilken type de skal være og hvor meget plads der skal være på komfuret. Du kan få masseplader, glaskeramiske kogeplader, glødetrådsplader, induktion og gas. Kogeplader fås med trinregulering, simmerstatregulering og termostatplade med trinløs regulering. Du bør tale med din forhandler om, hvilken type, der opfylder dine behov.
Betjening
Hvis der er stor forskel på højden af de personer, der skal betjene komfuret, kan det være en fordel at anskaffe et komfur, der er justerbart i højden. For at lette den daglige betjening af komfuret er det en stor fordel, at vælge et med letforståelige knapper, der ligger godt i hånden, samt varmeisolerede ovnhåndtag. Især hvis der er børn i husstanden er det vigtigt at vælge et komfur med tippesikring, spærring af ovnlågen og isolerende glas i ruden, der nedsætter temperaturen.
Rengøring
Selvrensende ovne kan være en fordel, men vær opmærksom på, at de ikke må gøres rent med almindelige rengøringsmidler. Hvis du vælger en ovn, der ikke er selvrensende skal du sørge for, at alle flader er glatte og nemme at komme til. Nogle ovne fås med aftagelig ovnlåge, hvilket er en stor fordel ved rengøring.