Når du skal købe nyt køleskab
Et køleskab er en uundværlig del af et dansk køkken - der er vist ikke mange af os, der ville tage til takke med en kartoffelkælder i dag. Hvis du overvejer at købe nyt køleskab har vi nedenfor samlet en række råd til, hvad du bør tænke på.

Før du køber
Du skal overveje, hvad din husstands behov er og hvor meget plads, du har at gøre godt med. Der er ikke nogen grund til at købe for stort et skab, hvis du køber ind dagligt, men til gengæld vinder du heller ikke noget ved at købe for småt, idet det forringer køleskabets evne til at køle madvarerne tilstrækkeligt ned og holde temperaturen. Til en familie på fire vil et køleskab med et rumindhold på omkring 250 liter være det rette valg. Der skal være plads til, at køleskabet kan komme af med luft bagpå, så hvis du overvejer at bygge det ind i et skab, skal du sørge for udluftning.
Energispareråd
Det vil ofte være en rigtig god forretning at udskifte et gammelt køleskab med et nyt, idet de køleskabe, der produceres nu er meget mere energirigtige, end ældre modeller. Køleskabe er som andre hvidevarer energimærket fra A til G, samt tillægsklasserne A+ og A++, som gives til de allermest energirigtige apparater. Energimærkningen gives efter en EU-standard, som tillader 15% afvigelse på de fastsatte værdier, så der kan godt være sammenfald mellem energirigtigheden af køleskabe i naboklasser. Det er derfor en god idé, at tjekke køleskabets kilowatt-forbrug per time.
Køleskabets indretning
Sørg for at vælge et køleskab, der er fleksibelt indrettet. Det vil gøre det meget nemmere, at udnytte pladsen maksimalt. For eksempel er det en god idé, hvis der kan flyttes rundt på hylder og lågeindsatser. Du bør kigge efter, om skabet indeholder mange hylderiller med små mellemrum og der bør være forskellig afstand mellem hylderne. Det er også en fordel, hvis der kan indsættes halve hylder eller åbnes en lem, så der er plads til høje ting. Desuden bør der være to skuffer, så grøntsager kan adskilles fra frugt, der kan afgive æthylen, som nedsætter grøntsagers holdbarhed. Også lågehylderne bør kunne justeres i højden og dybden, afhængigt af indholdet.
Betjening
Der skal være en termostat, der tydeligt angiver, hvilken temperatur der er i køleskabet. Hvis der er en indbygget fryseboks i køleskabet, bør der være en separat termostat for den. Vælg hellere et køleskab med automatisk termostat end et med mekanisk eller manuel termostat. Mekaniske termostater kan have svært ved at regulere temperaturen ved temperatursving i lokalet. Med manuelle termostater kan det være svært at vide, hvilken temperatur man har sat sit køleskab til, idet indstillingerne ofte er meningsløse og svære at forstå. Er 1 koldest eller varmest?
Rengøring
Et køleskab skal gøres rent forholdsvis tit for at undgå bakterievækst. Derfor er det essentielt, at skabet er nemt at rengøre. Hylder af glas er nemmere at rengøre end trådhylder og hylderne bør kunne tages ud. Desuden er det en fordel, hvis der er et minimum af hjørner, der ikke kan nås med en klud.